Dyremose: Grøn it skal ændre Danmarks renommé

Af Klima-it

09 okt 2008

Danmark ligger nummer 25 på Yale og Columbia Universitys globale rangliste over de mest miljøvenlige lande men ifølge Henning Dyremose vil Grøn it bringe Danmark til tops.

 

Danmark er på en 25. plads i The Environmental Performance Index, der udarbejdes af Yale og Columbia University.  Til sammenligning ligger Sverige, Norge og Finland alle i top 4.

"Det vil sige, at vi har en lang række forhold, der sagtens kan gøres bedre i Danmark, og derfor er det vigtigt at få de danske virksomheder til at arbejde proaktivt mod at få implementeret flere grønne it-løsninger," 

 
udtaler Henning Dyremose i en artikel på Computerworld.dk.

Fokus på miljø
"Danskernes historiske fokus på miljø, energiforbrug, økologi, genbrug af emballage, forbud mod sprøjtegifte, høje energiafgifter med videre er alt sammen noget, der taler for, at vi i Danmark har den nødvendige indstilling til at være førende inden for grøn it," siger han.

Allerede inden klimatopmødet i Danmarks næste år har vi i udlandet en god grøn profil at bygge videre på via vores succesrige vindmølle-industri, mener Henning Dyremose.

"Det er vigtigt at skelne mellem Cleantech, hvor Danmark allerede har en international styrkeposition med virksomheder som Vestas, og grøn it," siger han.

Grøn it handler om at tænke miljø hensyn og CO
2-nedsættelser ind i it branchen, og det betyder en høj grad af anvendelse af it på en grøn facon, som effektiv køling i serverrum, strømbesparelser og så videre.

"Koblingen mellem Cleantech og grøn it kan sagtens forestilles at give en fælles grøn profil globalt for Danmark," siger Henning Dyremose.

Topmøde et springbræt
Klima-topmødet i København i 2009 er derfor et oplagt springbræt for danske it-virksomheder med ambitioner om eksport af grøn it til Kina og USA, mener formanden.

"Danske it-virksomheder har et fremragende udgangspunkt for at kunne indtage en førerposition inden for grøn it og teknologi, og dette er en mulighed, hvor danske it-virksomheder let og med fordel kan anvende klimatopmødet som en international præsentations-platform," siger den tidligere TDC-direktør.

Henning Dyremose opfordrer it-firmaer til at gribe chancen.

"Den største fare er måske ikke at gribe og forstå den mulighed, som eksisterer indenfor grøn it og teknologi i øjeblikket, og at undervurdere det engagement, som USA og andre lande har lige nu for at udvikle nye grønne teknologier, der kan spille ind på det globale marked," siger han.

Det er i høj grad op til virksomhederne selv at få sat gang i processen, mener Henning Dyremose.

"Men virksomhederne skal bakkes op af politiske tiltag, som støtter anvendelse af grøn it på tværs af fagområder," siger han.

Og det kommende politiske klimatopmøde i København er en gylden mulighed for eksponering. Henning Dyremose sammenligner klimatopmødet med en slags verdensudstilling med fokus på klima, energi og grønne løsninger.

"Man skal ikke undervurdere den internationale presseomtale og eksponering, som en sådan international event tilbyder," siger Henning Dyremose.

Læs hele artiklen på http://www.computerworld.dk/art/47437?a=recommend&i=47437

Tags:
Konsolidering,
Organisation,
Tendens
Endnu ingen kommentarer til "Dyremose: Grøn it skal ændre Danmarks renommé"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Abonnér på RSS feed