Gratis guide til at gøre kontoret grønnere

Af Klima-it

09 dec 2008

"Gode klima-råd er dyre", kunne man fristes til at omformulere den kendte sætning til. Men sådan forholder det sig heldigvis ikke. Her er gratis råd til alle, som ønsker en grønnere arbejdsplads. Listen er udviklet af BusinessGreen og alle rådene kan udføres her og nu.

 Sluk din egen pc. Lad os begynde med det helt simple. Du spilder omkring 350 kr. per år og er ansvarlig for udledningen af 500 kg. CO2, hvis din pc er tændt hele tiden. Det er svært at finde gode grunde til dette, så sluk den, når du forlader kontoret.



Sluk din kollegas pc. Det kan kræve en smule mere mod at pille ved andres computere. Så længe din kollegas pc ikke er ved at lave en opdatering eller lignende, er der ingen gund til at lade en pc stå tændt. Hvis du ser en kollega, som glemmer at slukke, så bed dem pænt om at gøre det. Det værste der kan ske, er at du bliver kaldt CO2-hippie. På den anden side kan det jo være,  at de takker dig.



Sluk printeren, scanneren og alt andet, der ”lyser”. På mange arbejdspladser er der en tendens til, at man kun lige sørger for sit eget bord. Det er her man har sit ”ansvar” og plejer sin intimsfære. Der er måske ikke en person, som har det formelle ansvar og dermed står diverse kopimaskiner m.v. og kører uafbrudt. Selv på standby bruger mange maskiner op til 25 % af deres energiniveau, set i forhold til at være tændte.  100 pc'er på standby uden for arbejdstiden betyder op til 35.000 ekstra på elregningen årligt og ved at slukke dem spares ikke blot på regningen, men CO2-udledningen reduceres med op til 50 tons.



Brug brugt papir i printeren. Måske et af de mere klima-religiøse råd. Ikke desto mindre er der to sider på et stykke papir og med alle de udkast og e-mails, som bliver skrevet ud, var det måske en god ide at genbruge papiret. Det er en god ide at være enige om fremgangsmåden og hvilke printere, man kører det på, så den næste store kontrakt ikke har jeres virksomheds budget-udkast på bagsiden.



Tilføj et ”Tænk venligst på miljøet”-slogan til din e-mail-signatur. Dette kommer naturligvis helt an på dit temperament, men en linietekst hvor du udviser ansvarlighed, kan måske ligefrem fremme dit image.



Hold persienner og gardiner åbne. Det er ikke rocket science, men alligevel er det som om, at alle glemmer at solen faktisk bevæger sig i løbet af dagen.  Formålet med  at have noget foran vinduet er vel at dække af for solen, men man kan gå igennem en hel vinter og se persienner i den samme stilling som om sommeren. Hvis solen ikke generer, så træk fra, åben op og få det naturlige lys og spar på energiregningen samtidigt.



Flyt om på planter og møbler. – Ja hvorfor ikke gå hele vejen. Hvis planter og møbler blokerer for sollys, så får du ikke så meget ud af det. Tag flytte om hatten på og skab det bedste udgangspunkt for din tilgang til naturligt lys.



Gør det samme derhjemme.  Sidste råd er, at når du nu har været så dygtig at få involveret dig selv, hele kontoret, ja, måske endda hele virksomheden, så husk, at selvom du ikke behøver at tage arbejde med hjem, så kan du sagtens tage disse råd med hjem.

Og husk nu: Tænk på miljøet. Det kan ikke tænke selv.



Listen er bl.a. udarbejdet af businessgreen.com

 

Tags:
Organisation,
Tendens
Endnu ingen kommentarer til "Gratis guide til at gøre kontoret grønnere"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Abonnér på RSS feed