Grøn it i Danmark – En handlingsplan, eller?

Af Klima-it

04 sep 2008

Hvordan vil Danmark optimere over for virksomheders evne til at tjene penge samtidig med, at der skal tænkes grønt? Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har lavet en ”Handlingsplan for grøn it i Danmark”, men giver den løsningen?

Vi skal tænke bedst, billigst og bæredygtigt, lyder opfordringen fra Videnskabsminister Helge Sander. Tal fra analysehusene Gartner og IDC viser, at it-branchen udleder mellem 2-2.5 % af al CO2.

Det er lige så meget, som den samlede flyindustri udleder. Med grøn it er det meningen, at nye teknologier skal mindske energi-niveauet og CO2-udledningen inden for it-sektoren og samtidig være nøglen til, at andre sektorer får en bæredygtig fremtid. It er en essentiel spiller i problemløsningen af de globale klimaforandringer.

Handlingsplanen for grøn it i Danmark tager udgangspunkt i to hovedindsatsområder:

  1. Grønnere it-anvendelse og
  2. It-løsninger for en bæredygtig fremtid.

Tilsammen udmunder det i otte konkrete initiativer.

Indsatsområde 1: Grønnere it-anvendelse

  • Initiativ 1: Virksomhedernes it-anvendelse skal være grønnere.
  • Initiativ 2: Informationskampagne om grøn it.
  • Initiativ 3: Vejledning om grøn it til offentlige myndigheder.
  • Initiativ 4: Vidensbank for strøm- og CO2-beregning.

Billedet er fra "Handlingsplan for grøn it i Danmark".

I dette indsatsområde fokuseres der på oplysning, viden, vejledning og ansvar. Heriblandt målrettede kampagner mod børn og unge om grøn it, en vidensbank på internettet, som giver borgere, virksomheder og offentlige myndigheder øjeblikkelig adgang til at måle deres energiforbrug og dermed CO2-udledning. Desuden igangsættes et overordnet initiativ, som går på, at virksomhedernes it skal være grønnere.

Initiativet lægger vægt på, at virksomhederne i fremtiden vil få et øget samfundsansvar og konkretiseres ved at indføre et videnskatalog med best practice og inspirerende løsningsforslag til virksomhederne.

Ideen er at indsamle erfaringer fra virksomheder og offentlige myndigheder og samle det i en form for ide-katalog. Yderligere lægges der vægt på, at virksomheder altså har et samfundsmæssige ansvar, og at den grønne profil vil skabe vækst hos virksomhederne. Dermed gøres det soleklart, at det kan betale sig at indføre grøn it.

Indsatsområde 2: It-løsninger for en bæredygtig fremtid

  • Initiativ 5: Forskningspulje for grøn it.
  • Initiativ 6: Eksport af viden og teknologi om grøn it.
  • Initiativ 7: International konference om grøn it.
  • Initiativ 8: Grøn it i Videnskabsministeriet. 

Dette indsatsområde handler primært om forskning, eksport af viden og om at få grøn it på dagsorden.

Initiativerne omhandler bl.a. en forskningspulje på 36 millioner kroner til projekter, hvis formål er at mindske den samlede CO2-udledning og forske i grøn it, det såkaldte pervasive computing og digital forvaltning.

Et andet initiativ omhandler eksport af viden og teknologi om grøn it. Videnskabsministeriet laver et eksportfremstød rettet mod udlandet og især de asiatiske vækstcentre. Fremstødet udarbejdes i samarbejde med it-branchen og danske innovationscentre i udlandet.

Derudover vil ministeriet stå i spidsen for grøn it og reducere ministeriets eget energiniveau med 10 %.

Det sidste initiativ er en konference om grøn it, som samler politiske beslutningstagere, repræsentanter for erhvervslivet og akademiske eksperter for at drøfte og fremme den politiske dagsorden vedrørende klima-venlig it. Sideløbende med denne afholder Klima-it i samarbejde med IT-Branchen en hands-on work-shop, som handler om den praktiske implementering af grøn it. Work-shoppen finder sted torsdag d. 28. maj. Se mere her på hjemmesiden.

Samtlige initiativer løber frem mod december 2009, hvor Danmark er vært for FN's Klimakonference og her vil de høstede erfaringer fra initiativerne blive præsenteret.

Hvordan påvirker handlingsplanen danske virksomheders evne til at tjene penge og samtidig etablere grøn it?

Ministeriets handlingsplan sender et klart signal til virksomhederne  om, at man lige så godt kan stå i spidsen og få teknologisk gavn af grøn it. For grøn it kommer og gør man det ikke selv, vil samfundet reagere og inddrage virksomhederne. Med andre ord vil der højst sandsynligt blive stillet krav fra samfundet om, at virksomhederne demonstrerer deres miljøvenlighed, bl.a. ved at bruge bruge grøn it.

Der kan ligge mange forretningsmæssige fordele ved at være med i front. Hvis man ser bort fra den miljømæssige forbedring og det faktum, at vi alle gerne vil have bremset de globale klimaforandringer, er grøn it allerede i dag en stor forretning og vil også blive det i fremtiden.

Konventionelle problemstillinger inden for nye, miljøvenlige tiltag er altid, at det koster penge at være grøn, men netop med it er dette ikke nødvendigvis sandt. Både på kort og lang sigt er der mange penge at spare fx på elregningen, tid anvendt på at efterse gammelt og stærkt strømforbrugende udstyr, ligesom forbrugerne er begyndt at interessere sig for, hvorvidt virksomhederne  spilder energien unødigt. Allerede i dag kan teknologier som virtualisering af ens serverpark dramatisk reducere strømforbruget og dermed CO2-udledning og samtidig spare virksomheden for energi-omkostninger.

IBM er en af dem, der går i front. De vil fx nedbringe deres strømforbrug med 40 % over de næste tre år. Michael Dell har allerede annonceret, at Dell vil tilbyde at plante træer sådan, at virksomheden bliver CO2-neutral. Google er med i et samarbejde om at reducere CO2-udledningen fra it med 54 millioner tons - svarende til udledningen fra 11 millioner biler. I Danmark har IT-Branchen selv udarbejdet en klimakampagne, kaldet http://www.groenit.dk/, så snebolden er begyndt at rulle.

Når så mange virksomheder begynder at tage et ansvar, er det uomtvisteligt, at teknologien vil blive udviklet og forbedret og dermed vil it-branchen blive hovedpersonen bag at forbedre alle andre sektorer med disse nye teknologier. Nøglen er at finde løsninger, som er økonomisk ansvarlige og som kan spare virksomheder for penge samtidigt med at virksomheden bliver grønnere. Konklusionen må derfor være, at der er penge at spare, miljø at forbedre og uanede muligheder for dem, som er i spidsen inden for udviklingen af grønne it-teknologier.

Fakta

  • It's indvirkning på miljøet: Ca. 2 % af den samlede CO2-udledning stammer fra it. 84 % af miljøbelastningen foregår i brugsfasen. Heraf stammer ca. 30 % fra it-udstyr, som står tændt uden at blive brugt.
  • Ressourceforbrug: En pc kræver 1.7 tons råmateriale og vand at producere.
  • Pervasive computing: En vision eller begreb inden for datalogien, der beskriver hvordan computeren i fremtiden vil føre en tilbagetrædende, men alligevel allestedsnærværende rolle i brugerens liv. Det handler om, hvordan computerkraft bliver indlejret i hverdagsprodukter, hvor en bruger serviceres af mange enheder med computerkraft.
Tags:
Tendens
Endnu ingen kommentarer til "Grøn it i Danmark – En handlingsplan, eller?"
Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Abonnér på RSS feed